Det er fordi, vi så vidt muligt bruger alle labels, vi får trykt. Men vi opdaterer typisk hjemmesiden, så snart vi har en ny analyse af en plante.
Det er vores vurdering, at den vigtigste funktion sådan et label har for køberen, er at dokumentere lovligheden af produktet - ved at have maksimalt 0,2% stående efter THC. Og så at fortælle hvilken urt det er.
Så vi synes det er ok, at sætte gamle labels på nye planter, når nu det vigtigste stadig passer.
Vi får jo lavet de her komposterbare labels, således at vores hele poser må smides ud i bioaffald og dermed kan blive til biogas og gødning, frem for at blive brændt. Men vi kan vi ikke lave alt for små oplag af et label på den måde.
Der er i øvrigt også ret store udsving i sådan nogle planter, når man analyserer dem. Forskellige dele af marken og endda forskellige grene af samme plante kan analysere ret så forskelligt. Så på den måde passer label’et alligevel ikke i forvejen :)
OPDATERING 22/8 2023:
I Danmark forhandles der for tiden en række semi-syntetiske cannabinoider. Det startede med HHC som nu er forbudt. Herunder er en tekst der forklarer, hvorfor vi holder os til at handle med de naturlige cannabinoider. Det er skrevet dengang det kun var HHC der var i handlen, men det gælder i det store hele også for de øvrige semi-syntetiske cannabinoider.
23 marts 2023
Hvorfor sælger Raskeplanter ikke HHC produkter?
Der er ofte nogen der spørger, om vi ikke sælger HHC. Og det gør vi altså ikke.
Der hører lidt forklaring med, som du lige så godt kan få her i form for mit seneste svar til nogen der spurgte:
Det korte svar: Jeg har ikke HHC produkter og har heller ikke planer om at sælge dem :)
Det lange svar: Jeg forstår så udmærket attraktionen ved at kunne bestille et nyt euforiserende stof lovligt på nettet! Tro mig! For jeg kan også godt lide at være skæv, og det bliver man eftersigende af HHC.
Men der må jeg altså bare anbefale god gammeldags THC i stedet for. Det er et herligt cannabinoide som vi har formentlig 6000 års erfaring med som art. HHC har kun været tilgængeligt for almindelige folk at bruge i de sidste to år. Så vi ved intet om langtidsvirkningerne ved det. Og der har endnu ikke været lavet en eneste videnskabelig undersøgelse af hvordan HHC virker på mennesker.
Jeg ville godt nok blive overrasket, hvis det var farligt at bruge. Men det er altså på gættebasis for alle indtil videre.
Men det største problem med HHC for nuværende er faktisk, at der desværre åbenbart ALTID findes ukendte stoffer i HHC produkterne.
HHC er et stof som findes naturligt i planten, men kun i meget mikroskopiske mængder. Så når det produceres, er det en kemisk proces i et laboratorium. Destillatet sprøjter man på planter. Nogle hævder at tilføje det igennem gas. Uanset hvordan man gør, er der desværre altid de der ukendte stoffer med.
Den oplysning har jeg fra det store østrigske analyselaboratorium IFHA som i sommer offentliggjorde denne artikel på deres hjemmeside: https://www.hanfanalytik.at/en...
Her advarer de imod at bruge eller sælge HHC, fordi de i deres store mængde af testede produkter aldrig har haft et eneste igennem, der ikke indeholdte ukendte stoffer. Og fordi de vurderer, at der er grund til at frygte, at de stoffer kan give nerveskade, organskade eller cancer, anbefaler de således at man helt holder sig fra HHC. Og det kommer altså en virksomhed der tjener penge på at teste HHC produkter.
IFHA er et toneangivende analyselaboratorium, som jeg ser mange andre danske forhandlere bruge. Så jeg vil tro, at dem der sælger HHC herhjemme også er blevet gjort bekendt med de her risikomomenter ved HHC. Men det har de altså åbenbart valgt ikke at fortælle kunderne om. Men så kan jeg jo lige nævne det her :)
Og så er der også hele spørgsmålet om hvor klimavenligt det er at fremstille HHC, hvilket for mig er endnu en god grund til at holde mig fra det.
Så altså. Raske Planter kommer ikke umiddelbart til at handle med HHC. Selvom jeg som sagt sagtens kan forstå, at det er smadder fristende. Især når butikkerne jo hævder at det også er lovligt, hvilket andre vil sige er omstridt.
Hvis man vil have HHC alligevel, vil jeg anbefale at man kun køber det et sted, hvor man på webshoppen kan se en toksikologisk analyse af produktet.
Altså ikke analysen af cannabinoid-indholdet (CBD osv), men den med kemikalier, tungmetaller, solventer osv. Det er vigtigt, at man kan se hvilket laboratorium analysen er fra. Og at man kan se på analysen, at den er af selve det produkt man vil købe (altså ikke fx en analyse af destillatet før det blev påført). Der bør være et billede af produktet på analysepapiret.
Personligt vil jeg til enhver tid hellere give en kæmpe finger til loven og så bruge THC, end jeg vil indtage en cocktail af ukendte stoffer, vi ikke ved hvad gør ved mennesker, for at omgå en lov der i forvejen er dybt åndssvag.
For HHC findes kun på markedet pga. den lov. Og det er en lov der i generationer har gjort alle ulovlige stoffer mere risikable at bruge, men som ikke har stoppet brugen af et eneste stof. Men pga. lovgivningen er der nu flere stoffer at vælge imellem. På godt og i høj grad på ondt.
Og jeg ved godt det er et priviligeret standpunkt som jeg kan indtage fordi jeg har adgang til THC, hvilket ikke alle har. Mit bedste råd er: dyrk dit eget.
Det blev lidt langt. Men nu ved I hvordan jeg (og i øvrigt en række andre cannabisforhandlere) ser på HHC :)
VH
-Ras
OPDATERING 18/4 2023:
IFHA har siden ovenstående tekst opdateret deres HHC fact sheet. Nu står der ikke længere at ALLE HHC produkter de har testet har indeholdt ukendte biprodukter, men kun at DE FLESTE HHC produkter har indeholdt ukendte biprodukter eller THC.
18 sep 2022
Hvordan reagerer politiet på CBD hash?
Se en mail som en af vores søde kunder har modtaget fra politiet.
Han var kommet til at putte Sovsen i en joint. Og det er jo ikke noget vi anbefaler. Men derfor er det alligevel rart at se, hvad der sker, når man blot står fast på sin gode ret til at være i fred med sin hash.
Baggrund: Betjente havde givet ham en bøde og taget hans joint. Men han ville ikke betale og skrev det til dem.
Men han sagde til dem, at det ikke kan passe og bad dem dokumentere det. Og nu er sagen så endt med denne mail
Vær opmærksom på at politiet har et apparat som kan teste cannabis hurtigt men som ikke er særlig nøjagtigt. Og jeg tvivler meget på at en analyse fra den maskine holder i retten. Så de skal altså lave den rigtige (dyre) analyse som til gengæld er præcis.
Godt at vide.
22 juli 2021
Forklaring til "Ny batch"
19 april 2021
Velkommen til Raske Planters blog
Jeg tænker det er relevant lige at fortælle lidt om baggrunden for, at jeg er begyndt at sælge hamp.
Jeg prioriterer at finde de bedst mulige blomster dyrket udendørs uden kunstlys.
Det gør jeg i samarbejde med min svenske storesøster Generalens Hampa
En gang solgte jeg pot. Bare sådan lidt til vennerne. En meget beskeden operation som gik ud på at formidle kvalitets pot (ikke skunk), som var dyrket miljøvenligt (som minimum udendørs og uden kunstgødning). Og som var helt udenom bander/rockere.
Jeg har aldrig rappet om det og har sgu heller ikke fortalt mine stakkels forældre om det før nu.
Det startede med, at jeg dyrkede i mit vindue. Og en aften bankede min underbo på, fordi han havde spottet planterne. Og han spurgte om jeg kunne sælge ham en lille gren.
Så begyndte jeg at købe noget ekstra, når jeg fik tilbudt nice pot. Og kørte nogle ture til det såkaldte udkants Danmark en gang imellem. Det var pisse hyggeligt, men til sidst var der ikke tid til det mere. Det er over 10 år siden nu.
For et par år siden opdagede jeg, at min ven General Knas var begyndt at sælge hamp i Sverige via Generalens Hampa . Og jeg sagde til ham, at det ville jeg sgudda også gerne.
Så nu er jeg i gang. Med god hjælp og fælles indsats for at finde de bedste varer indenfor området. Generalen er kæmpe hampenørd heldigvis, så Raske Plader starter på et fundament af stor viden, erfaring og kvalitetsbevidsthed.
Personligt har jeg mest været tiltrukket af hamp planten for de psykoaktive egenskaber i THC, lad mig bare være ærlig. Både direkte som bruger, men længe før det som fascineret læser af den rige litteratur omkring hampens helt uberettigede outsiderstatus i vores samfund.
Tænk at denne overordentligt gavnlige plante er blevet gjort til genstand for en forbudspolitik som har medført ubegribelige mængder af lidelse. Familier er blevet splittet, millioner af mennesker er blevet frihedsberøvet og hæderlige folk er blevet skammet ud, fyret, umyndiggjort og sågar dræbt pga. deres forhold til denne plante. Blodige stridigheder udkæmpes overalt i verden over markedet for cannabis. Og det enorme overskud for handel med verdens mest brugte illegale produkt går i dag bl.a. til paramilitære terrorbevægelser som ISIS og Al-Qaeda.
Argumentet for at opretholde det her samfundsskadelige forbud er, at cannabis i sig selv skulle være farligt. Og selvfølgelig er der potentiale for problembrug af cannabis, ligesom med enhver anden form for medicin, nydelsesmiddel eller sakramente.
Men det var ikke derfor planten blev forbudt i sin tid. De potentielle skadevirkninger er senere blevet en undskyldning for fortsat at opretholde forbudspolitikken, trods dens store skadevirkninger på samfundet såvel som enkeltpersoner. Men i dag er det dokumenteret, at den oprindelige motivation for forbuddet var sindelagskontrol, racisme og jobskabelse i det amerikanske myndighedsvæsen efter alkoholforbuddets ophævelse. Og det er altså ikke en konspirationsteori, men blot veldokumenterede historiske fakta.
Nå men det er lidt en anden historie. For Raske Planter sælger jo bare lovlig industrihamp, som man kan gå og lugte til. No big deal.
Men en del af min motivation for at gøre det, er at slå et lille slag for at få hamp tilbage på bordet, uden noget drama, skam og lovbrud. Bogstaveligt talt frem på bordet med det. I entreen, spisestuen og på badeværelset. Og med i lommen ude på gaden.
Og hvis det må en tur forbi politiets analyseapparat, før man får det tilbage med en forhåbentlig høflig undskyldning for ulejligheden, så tager vi det med også.
Nå nu blev det lidt langt. Men så er bloggen i gang :)
God dag
-Ras